Natasha Ida, Anna og Simone på eventyr i Kenya: 22. februar 2016

I dag var første dag på fødeafdelingen. Det startede ud meget hektisk. For det første var personalet ikke bleven gjort bevidst om, at vi kom. Så de virkede lidt forvirrede da de så os 3 danske sygeplejestuderende stående dér i vores hvide uniformer lige midt i det hele.

Lægerunden var allerede i gang da vi kom. Hernede har ALLE lægerne og de lægestuderende fælles morgenrunder, hvor de ALLE står og diskuterer én patient af gangen. For ikke at glemme, at dette foregår foran resten af de kvinder som også ligger på samme stue som hende, og her kan der sagtens være 10-15 kvinder, og mange af dem deler seng med en anden.

De bruger så ufattelig lang tid på at snakke om den enkelte kvinde, og snakker om hvor kvinden bor, hvor gammel hun er, om det er hendes første barn hun skal have, eller om det er det andet, eller hvilket barn det i det hele taget er i søskende rækken. Vi fandt ikke disse emner særligt relevante. Men efter godt 2,5 timer havde de gennemgået alle 10 kvinder, og de kunne komme videre i dagens program.

Første rigtige oplevelse vi havde på afdelingen, var et skrig efterfulgt af gråd fra en pårørende. Hun havde lige fået at vide, at hendes søster var død et par timer inden vi mødte ind kl. 8, grundet komplikationer i graviditeten. Kvinden var kun i 2. trimester. Kvinden lå stadig inde på sengen bag forhænget, så søsterende gik grædende hen til hende og lagde sig ned på gulvet i ved hende. Det var først dér det gik op for os, hvad pokker det var, der foregik på afdelingen. Et par minutter senere kom manden og fik samme dårlige nyhed. De fik lov til at sidde lidt, og så blev de ellers ført væk fra afdelingen.

Portøren kom hurtigt og hentede hende. Han valgte IKKE at trække gardinet for, imens han forflyttede hende over på båren, hvilket resulterede i, at vi pludselig stod lige midt i hele kaosset og var vidne til, den måde den helt nøgne kvindekrop, blev slæbt over på den kolde, hårde bårer. Kvinden blev tildækket med et tæppe, og blev kørt væk.

Efterfølgende kom en rengøringsdame med en klud og tørrede den beskidte seng af, og kort tid efter, lå en ny kvinde i sengen med kraftige veer.

Vi tullede egentlig lidt rundt for os selv efterfølgende, da ingen rigtig snakkede til os. Vi kunne godt fornemme på de studerende, at de fandt os meget spændende, så vi gik omsider over til dem for at sludre, og fortalte dem lidt om Danmark. De er meget generte, men er samtidig også meget nysgerrige efter, at høre hvordan vi gør tingene.

På et tidspunkt blev én af os bedt om, at assistere lægen. Han skulle sy en kvinde. Ida valgte at tage en for holdet, og fik et par sterile handsker på. Lægen gjorde det samme, og kom pludselig i tanke om at han skulle have en køkkenstol, hvorefter han med sterile handsker, valgte at gå ud af afdelingen for at hente en køkkenstol at sidde på under proceduren. I Danmark var dén IKKE gået. Der blev kørt en hjemmelavet lampe, lavet af en kontorstol og en kontorlampe hen til lægen, som han skulle bruge så han kunne se, hvad han lavede. Vi stod målløse og med åben mund og polypper og bare kiggede på de nu beskidte handsker, som skulle til at rode og rage i kvindes sår. Føj… Vi valgte at gå ud og trække noget luft kort tid efter, fordi det blev for meget for os.

En anden ting er deres håndhygiejne i det hele taget. De har samtlige håndhygiejne skilte hængende overalt, men det lader ikke til, at de bliver overholdt. Er man heldig er der vand i vandhanen, og er man EKSTRA heldig står der en sprit de kan ”vaske” hænderne med. Sæbe findes ikke her. På det første modul på skolen, lærte vi at håndsprit IKKE virker, når man har våde hænder, og hænderne bliver altså ikke rene bare af at spritte dem gentagne gange. Vi har svært ved at finde ud af om det skyldes mangel på ressourcer og midler eller om det simpelthen er på grund af manglende viden – og at de dermed ikke er klar over, at det er forkert.

De kunne helt klart godt bruge noget ny viden og nogle retningslinjer, og i det hele taget kontrol og effektivisering. Der hænger mange hjemmelavede plancher over alt på afdelingerne. Men vi husker også os selv på, mange gange i løbet af dagen, at vi ikke er kommet herned for at pege fingre. Men for at lære om deres kultur, og måden de tackler tingene på i forhold til derhjemme i trygge lille Danmark – og det er netop kontrasten, som bare gør det så utroligt svært at være vidne til. En ting er sikkert: det er dejligt at have nogle medstuderende at sparre med undervejs – for det er godt nok nogle barske vilkår folk lever og arbejder under. Hvor er vi glade for at bo i Danmark.

Kæmpe krammer herfra