En tur med Ann til slumkvarteret

I dag havde vi en slags fridag fra hospitalet, fordi vi havde aftalt med Ann, rådgiveren og præsten, som arbejder på hospitalet, at hun ville tage os med ud i slumkvarteret lidt udenfor Nyeri.

Inden vi kom derind vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle forvente, fordi vi ikke har set andre kvarterer end Skuta, som vi bor i. Skuta er åbenbart den ”pæne” del af byen, på trods af at der stadig ligger meget skrald og husene ligner noget der er løgn.

Da byen langsomt forvandlede sig til et slumkvarter, var vi pludselig ikke i tvivl om, at det rent faktisk VAR en slumkvarter vi færdedes i. Der lå ikke bare skrald rundt omkring.. Det lå ALLE steder hvor vi gik. Vi gik simpelthen på stiger og bakker af skrald. Børnene rendte rundt på bare fødder i glasskår og brændt skrald.

Ann havde taget to medlemmer med fra HIV/Aids supportgruppen, samt to lokale sygeplejestuderende fra hospitalet. Det var bedst for vores sikkerhed, at de var ligeså mange som os. Ann fortalte også, at vi hele tiden skulle gå i midten af dem, så der var nogle der gik med os, og nogle der gik foran os. Ann fortalte os, hvornår vi måtte tage vores kamera frem – og hvornår vi skulle ligge dem i tasken, af sikkerhedsmæssige årsager.

Vi gik på et tidspunkt igennem en stor gruppe af unge fyrer, som nedstirrede os, og sagde noget til os på swahili. Det var en ret ubehagelig oplevelse, men vi havde heldigvis Ann og de 4 andre med os, som passede på os.

Vi besøgte en enlig mor, som boede på kun 10 m2 med sine 3 børn. Hun var også HIV smittet. Hun fortalte os, at hendes husleje er på 500 KSH om måneden, hvilket svarer til 31 kr. og nogle gange har hun ikke råd til at betale lejen, fordi hun er nødt til at kunne give sine børn mad på bordet. Det var meget tankevækkende, og specielt fordi vi en af de tidligere dage lige havde været oppe at spise på det lokale hotel, hvor vi hver havde købt et måltid for 900 KSH hvilket er lige godt 60 kr., og det var endda et billigt måltid for os. Det er så ufattelig svært, at sætte sig ind i, hvilke vilkår disse mennesker lever under, og at vi bare nærmest kan gøre, hvad der passer os.

Vi besøgte også en anden enlig mor, som havde en lokal lille købmand og frisørsalon. Hun havde en psykisk syg teenagedatter, som vi også fik lov at hilse på. Datteren går ikke i skole, fordi der ikke findes skoler til psykisk syge børn. Moderen var meget taknemmelig for, at vi kom forbi og hilste på hende, og høre hendes historie. De ville meget gerne have at vi tog billeder af dem, så det kan i se længere nede.

Vi havde en rigtig dejlig, varm og oplevelsesrig dag.

Tror snart at vi kan kalde os de solskoldede…

Beklager at billederne er SÅ blandede fra hele dagen.. Der gik lige ged i det på computeren.... 

Klar til en dag i slum

Kvinder med de 3 børn bor her

En forgiftet flod

Et lokalt barn, som fulgte os et stykke af vejen

Selfiiiiiie

Den stjal al opmærksomheden

Skrald med skrald på

Ann til højre i den lokale avis

Vi besøgte Anns mand sidst på dagen, han har sin egen skobutik

Her smider man åbenbart bare sit skrald

Hjemme hos kvinden med de 3 børn

Ida og Anna foran butikken/salonen, som kvinden med den psykisk syge datter ejer

Sidst på dagen i haven på Nyeri Town health centre

Den søde gruppe som passede på os, til højre: Medlem i support gruppen, studerende, studerende, Ann og endnu et medlem i support gruppen

Ann og hendes mand

Hjemme hos kvinden med de 3 børn. Her opbevarer hun trommer for en ven. Trommerne fylder 1/5 af huset.

Kvinden der ejer salonen, og hendes datter hun selv passer, fordi der ingen skole er til hende

Et af teltene hvor supportgrupperne holder møder

Ann viser os ALLE sine papirer og dokumenter