Natasha Ida, Anna og Simone på eventyr i Kenya: Første dag på hospitalet

I dag havde vi første dag på hospitalet, godt nok var det en kort en af slagsen, da det kun var introduktion. Vi startede ud med at vente på at komme ind og snakke med ledelsen. Efter godt en times venten, fik vi lov til at komme ind på hendes kontor. Hun hilste pænt på os, og spurgte nysgerrigt ind til os. Men pludselig kom en anden ansat ind, som havde brug for lige at snakke med hende, omkring en problemstilling. De stod længe og diskuterede frem og tilbage på swahili. Så vi måtte vente yderligere 20 min på at de havde snakket færdigt, foran os, vel at mærke.

Da der endelig var kontakt, ringede hun over til de pågældende afdelinger vi skulle være på i ugens løb, for at få afdelingssygeplejerskerne til at hente os. Ida, Simone og Natasha blev hentet af afdelingssygeplejersken fra HIV/Aids klinikken, og Anna blev hentet af en fra labaratoriet, hvor hun skal tilbringe resten af tiden.

Mødet med HIV/Aids klinikken var med meget blandede følelser. Folk hilste rigtig pænt på os, og var i meget festligt humør. Vi blev vist lidt rundt på klinikken, og fik både stillet og besvaret en masse spørgsmål.

På klinikken er der ikke sengeliggende patienter. De ligger ovre på de andre afdelinger. Patienterne på denne klinik kommer for at få fornyet deres recepter, modtager rådgivning omkring det at leve med HIV eller være bleven smittet. De afholder også gruppesamtaler, for de patienter, som har behov for dette. De fleste ældre patienter, som kommer på klinikken har svært ved at tale og forstå engelsk, hvilket gør det svært for os, at have en dialog med dem, så meget af kommunikationen foregår gennem en ansat. Patienterne taler derfor kikuu med de ansatte på klinikken.

Vi spurgte afdelingssygeplejersken om de havde noget læsestof vi kunne få med hjem, så vi kunne forberede os lidt på dagen i morgen. De havde ikke noget papir at give os, men hun fortalte at vi gerne måtte tage lidt billeder af de plancher de havde hængende i de forskellige rum.

Vi fandt det rigtig svært, at finde ud af arbejdsgangen, fordi alle farer rundt. Så derfor spurgte vi afdelingssygeplejersken, om ikke hun gad fortælle os lidt om, hvordan det foregår, når patienterne møder ind. Hun viste os ind til en af lægerne på klinikken, som vi sad hos 1 times tid, indtil vi fik fri. Vi fik en god snak omkring HIV og Aids, og alle de sygdomme, som følger med. Han gav os lidt ”lektier” for til dagen efter, som han ville høre os lidt i.

Oplevelsen inde på hans kontor var meget anderledes end hjemme i Danmark. Når døren til et kontor er lukket i Danmark, respekterer man det og banker først på, og venter med at gå ind til der bliver sagt værsgo. I Kenya, vader samtlige mennesker ind og ud af kontoret, som det passer dem, samtidig med, at der sidder en patient derinde og snakke med lægen. Dette er både de ansatte, studerende, andre patienter, eller en tilfældig som bare vil spørge om vej. De andre ansatte stiller også bare spørgsmål om andre patienter, eller også skal de lige have lægen til at aflæse røntgenbilledet, som de har med af en anden patient.

Her i Kenya er der heller ikke noget der hedder, at man værner om patientens autonomi og integritet. De sygeplejeetiske retningslinjer vi lærer om på de danske sygeplejeskoler eksisterer heller ikke hernede. Patienterne har ikke noget at skulle have sagt, og man kan sagtens sidde og tale patienten hen over hovedet.

I Kenya bruger man heller ikke computeren til ret mange ting. Det vil altså sige, at ALLE journalerne bliver skrevet i hånden, og der ligger journaler ALLE steder. Man kan også sagtens sidde og læse i andre patienters journaler foran en anden patient, det bliver det ikke sagt noget til. En anden ting er, at der ikke er noget, der hedder tid. Tid eksisterer ikke. Man starter når man starter, og slutter når man slutter. Det udtryk har faktisk et navn, og det hedder ”African time”.

Den første patient vi havde konsultation med inde på lægens kontor, måtte vente i 20 minutter på, at lægen havde forklaret os lidt omkring hans arbejde, hvad patienten fejlede, osv. Det var lidt grænseoverskridende, at sidde med følelsen af, at man stjal al tiden, som patienten egentlig burde have haft, og at vi bare sad og snakkede om vedkommende, og hvorhenne hun var i sygdommen, uden at patienten deltog i samtalen.

Vi gik hjem kl. 13.00 med en på opleveren alle sammen – samt store forventninger til den næste dag.

Anna, Simone, Ida og Natasha