Så kom vi igennem 2. dagen på fødeafdelingen.
Dagen har budt på mere eller mindre de samme oplevelser, som
gårsdagens hændelser, bare en smule mindre hektisk.
Vi er kommet mere i snak med de studerende, men det faste
personale virker rigtig afvisende overfor os.
Vi havde en ret grim oplevelse med det faste personale her i
formiddags, da alle de studerende (som passer både kvinder og børn), var gået
til frokost. En enkelt kvinde lå på afdelingen med kraftige veer. Barnet lå
forkert, og det var derfor umuligt for hende at føde det, så hun lå og ventede
på at de var klar til at udføre kejsersnit, uden nogen form for smertestillende
at dulme smerterne med, det bruger de ikke hernede.
Vi havde skiftevis været inde og massere hende på lænden,
hvilket de gør rigtig meget hernede, fordi deres mænd og familie ikke er med
til fødslerne. Pludselig blev hun bevidstløs og ukontaktbar. Ligesom vi ville
gøre hjemme i Danmark, skyndte vi os, at tage kontakt til det faste personale,
som sad inde i rummet ved siden af og drak kaffe og spillede spil på deres
telefoner. Vi fortalte dem, at patienten var bevidstløs og vi ikke kunne komme
i kontakt med hende. De kom alle sammen ind, og prøvede på forskellige måder at
få liv i hende. Hun nåede både at få lussinger, blev slået på sin gravide mave
og blev rusket godt og grundigt i, før den ene valgte at holde hende for næsen,
så ikke hun kunne få luft. Dette fik liv i hende, og hun vågnede med et sæt.
Personalets reaktion var en kæmpe latter over at vi havde taget kontakt til
dem, fordi vi ikke kunne få liv i patienten.
En af sygeplejerskerne gik efterfølgende ind til patienten
og gav hende en kæmpe skideballe over hendes uanstændige opførsel.
Vi følte at vores faglige stolthed bare blev krænket så
meget, at vi bare havde lyst til at gå fra afdelingen. Vi var rasende over
måden de reagerede overfor os på, og ikke mindst patienten.
Efter en god lang pause, hvor der havde været lidt mere ro
på afdelingen, havde vi fået lov til at komme med til et kejsersnit.
Afdelingssygeplejersken og operationslægen kom hen til os, for at spørge os om
vi havde husket masker, som vi skulle have på inde på operationsstuen. Da vi
ikke var klar over, at vi også selv skulle have haft masker med fra Danmark, fik
vi en skideballe over at det var for dårligt, at danske studerende som os, kom
og var så uforberedte. De havde ingen masker tilbage, som vi kunne få. Dette
gjorde os bare endnu mere rasende og vi var alle 3 snart på grådens rend, fordi
vi følte os så uretfærdigt behandlet. Med den følelse gik vi ellers pænt ned i
byen hos det nærmeste apotek og købte en HEL pakke masker, for nu skulle vi
satme vise dem! Det skal lige siges at en pakke masker koster 75 kr., så det er
jo ikke ligefrem det, som vælter budgettet for os. Men det er virkelig mange
penge hernede.
Efter at være kommet tilbage på afdelingen, hev vi fat i
henholdsvis afdelingssygeplejersken og operationslægen. De fortalte os hvor vi
skulle klæde om. Da vi havde klædt om, og stod parate i tøjet med masker i
hænderne, skulle vi igen høre for, at vi ingen hårnet havde på. En af
sygeplejerskerne gik derfor over til et skab og fandt 3 hårnet til os. Inde i
det skab, var der, jeg ved ikke hvor mange pakker med masker. På det tidspunkt
var vi bare så arrige indeni, at nu skulle det bare overstås, så vi kunne komme
videre.
Kejsersnittet blev dog udført på en så flot og sikker måde,
som det nu engang kunne foregå på, taget i betragtning af de manglende ressourcer
og midler. Operationen var en rigtig positiv oplevelse, og vi fældede næsten
også en tårer da barnet kom til verden. Det var helt klart dagens optur!
Vi gik hjem med en smule mere ro i sindet, og en følelse af,
at den der ler sidst ler bedst – for hvor skulle de bare vide hvad vi kommer
fra derhjemme, og hvad viden vi har. Hvad bilder de sig ind at være sådan over
for os og overfor patienterne. Føj hvor var det usmageligt.
Lidt mere alvorlige knus herfra
 |
| Det faste personale |
 |
| Hjemmelavet planche |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar